Naturlig Helhed & Balance

Tag: suzannes.dk

TraumeTerapi – Lettelse og ro

TraumeTerapi - Ny mening, nyt liv!

Du får større indsigt i dig. Livet får en dybere mening. Du føler det bliver mere meningsfuldt at være dig. TraumeTerapi giver dig værktøjer til at tackle dagen og vejen på en god måde. Også det som er svært!

En af mine klienter skrev dette for nyligt – på en offentlig platform.

Sådan føltes det at gå igennem et TraumeTerapi forløb.

Jeg siger “Mange Tak for de fine ord”, men det viser ikke rigtigt, hvor taknemmelig og rørt jeg er indeni: Et menneske jeg kender professionelt gennem mit virke som massør står rent faktisk frem og siger til omverdenen: “Hun er god nok” – “Hun har hjulpet mig videre”.

Det er mit livs virke at hjælpe almindelige og sundt tænkende mennesker videre med livet.

Hvis de af en eller anden grund er røget af deres naturlige livsspor… Kørt i grøften med sig selv, kan man næsten kalde det.

De værktøjer og metoder, som har hjulpet mig med at overvinde mine egne begrænsninger og lært mig at gå med tryghed forbi store, farlige huller i mit sind uden at falde i. Det er altså dybt meningsfuldt at give dem videre til mine klienter.

Det varmer helt ind i sjælen, når jeg ser et menneske gå fra indre tvivl til at finde indre styrke til at bryde med gamle mønstre, både tankemønstre og handlemønstre.

Fordi de kan se, at de mønstre står i vejen for deres egen glæde og livskvalitet.

Ukraine & Kroppen – Hvor blev freden af?

Ukraine & Kroppen - hvor blev freden af?

Ukraine & Kroppen – Hvor blev freden af?

 

Hvor blev freden af?

“Jeg har endnu ikke rigtigt mødt nogen Ukrainere – sådan ansigt til ansigt”.

Det er min uvidenhed om et helt folk, som taler.

Oppe i landsbyen venter min datter i læ for regnen på, at hendes skolebus kommer og henter hende.

Ud fra en naboejendom kommer en flok kvinder i alle aldre og en enkelt ældre herre.

De går mod stoppestedet og stiller sig i læ i skuret. Snakker og griner.

Dér var freden!

Jeg kender dem som de Ukrainere, som er flygtet fra krigen i egne biler, og som bor i landsbyen.

Men jeg har ikke mødt dem, sådan rigtigt mødt dem – ansigt til ansigt.

I skoletiden lærte vi ingenting om Ukraine.

Næsten ingenting om Rusland heller…

Der var noget som hed Moskva.

Nogle bjerge som hed Ural-bjergene, og så var landet så uendeligt stort, og det meste var et tomt område kaldet Sibirien.

Min uvidenhed får mig til at føle mig både dum og genert.

Hvor blev freden af?

Føler mig absolut ikke klædt ordentligt på til at møde disse mennesker – selvom jeg har både uld og dunjakke på, for det er koldt.

Kender slet ikke deres kultur, deres bagland – selvom nyhederne er fulde af grusomhederne som oversvømmer deres land.

Men jeg kan føle dem, som de står der i en lille gruppe og snakker og griner.

Der var freden igen!

Det slår mig, at de har lettere til grin, end vi har her i Danmark… Måske fordi de lige nu forstår vigtigheden af legende lethed – bedre end os? Sat i relief af den situation, de står i.

Deres latter er let, deres sprog dybt og hurtigt…

Jeg genkender det ugenkendelige i deres tale. Som i at jeg ikke forstår en brik af, hvad de siger. Kun tonen og tonefaldet, følelsen kan jeg tolke og mærke med mit hjerte.

Engelsk, Fransk, Arabisk, Tysk, Svensk, Norsk, Hollandsk, Nepalesisk, Indisk, Italiensk, Spansk – det kan jeg enten tale eller forstå oprindelsen af.

Men her… med disse mennesker fra Ukraine er jeg på herrens mark… Føler mig genert i min uvidenhed.

Hvor blev freden af?

Der kommer en bus – fuld af mennesker…

Ukrainerne står på, og den ældre herre kigger hen imod min datter, som om han spørger indeni sig selv: “Skal du ikke med bussen også?”, hun gør ingen tegn til at ville gå ind… Han kigger spørgende på hende…

Et øjeblik senere får han svaret. En anden bus ankommer lige bagved den første, og hun går mod den…

Han forstår og pludseligt bliver jeg ramt af noget lige i hjertet. Det gør næsten ondt.

Min datter ved, at der kommer en bus, identisk til hendes, lige før hendes kommer. Den tager skolebørnene fra Ukraine op til skolen, hvor de alle går i skole nu.

Men det vidste han ikke.

Det føltes i mit hjerte,  som havde han også et ønske om at mødes… At min datter ikke skulle føle sig udenfor, når de nu stod og snakkede og grinede sammen. Men hun følte sig både udenfor og lille, kun 11 år. Og de andre var alle ældre og talte sammen på et uforståeligt sprog.

Ukrainerne føler sig også udenfor – og er det.

Sproget.

Ingen i Danmark har lært deres sprog eller deres alfabet. Mange Ukrainere kender ikke Engelsk – og da slet ikke Dansk.

De har ikke haft behov for det. Før nu.

I den ældre mands næsten usynlige gestus mod min datter, som ønskede han at hjælpe hende i sin ensomhed blandt dem – vidner i  mit hjerte om et ønske om fred og gensidighed.

Dér var freden igen!

Det ramte mit hjerte, og måske var det begyndelsen til et møde mellem to folkeslag, som fra naturens og kulturens side har haft meget lidt med hinanden at gøre – nogensinde.

Ukraine & Kroppen – Hvor blev freden af?

Da krigen mod Ukraine begyndte – så forsvandt enhver følelse af dyb tryghed og fred fra mit hjerte, som havde det ligget dér som en slags dug for solen og beskyttet mig mod alt ondt.

Dér var freden!

Men meget hurtigt forvandlede den umiddelbare Natur på vores naturskønne ø, Langeland sig til en slags Fred i sig selv.

Noget jeg kunne mærke, føle og relatere til.

Selve Jorden: Muld og det hele… blev det som holdt freden levende i livet; som et kim i sit dyb, sit indre, beskyttet.

Havet med sine bølger og uforudsigelighed blev et udtryk for, hvordan freden skal leves blandt mennesker: Altid dyb og uudgrundelig. Altid foranderlig men alligevel så trøstende og beroligende, at gå en tur og høre vandet lappe mod vores kyster eller bølgerne bryde med kraft mod sandbankerne og stranden.

De nøgne træer og alt arbejdet i forårshaven er blevet mit naturlige fokus, når jeg syntes at verden brænder lidt for stærkt.

Hvilket den jo stadigt gør!

Dér i Naturen finder og henter  jeg midlertidigt ro og dér kan jeg mærke, dybt indeni, at der stadigt er en mening med livet.

Der lever stadigt en fred, som er næsten usynlig.

I guder, hvor ville jeg ønske, at den fred ville blive til at tage at føle på!

Ikke kun når jeg stikker fingeren eller hånden eller spaden i jorden – men i samværet med mennesker, på kryds og tværs af kulturer og holdninger.

Når jeg bader i det kolde, klare nordiske havvand, så mærker jeg glæden og freden ved livet. Enkelt og umiddelbart

Det kræver vidst nok en kæmpe stor drøm at få fred til at ske.

Men jeg bliver ved med at drømme… Dennegang lidt jordnært: At freden må slå rod og vokse i vores hjerter.

Det er ikke godt når vi som mennesker ikke ved, hvor freden blev af.

Udenpå kan den forsvinde.. Det er vi ikke herrer over…

Men indeni skal den gerne bestå – til en form for evig tid…

Så vi som mennesker og folk, kan danne bro mellem generationer, kulturer og lande.

Det må starte inde i hjertet på hver eneste en af os.

Freden er lige dér!